Vedtægter for Virksomhedsnetværket F5

§ 1. Netværkets navn og hjemsted. 

Stk. 1. Virksomhedsnetværkets navn er Erhvervsnetværket F5.
Stk. 2. F5 har hjemsted i Halsnæs Kommune. 

§ 2. Formål. 

Stk. 1. Foreningens primære formål er at samle og styrke erhvervet i Halsnæs Kommune, og dermed kunne bidrage til erhvervsfremmende aktiviteter.
Målet er, at medlemmerne udvikler muligheder for og inspirerer hinanden til at vækste egne virksomheder gennem kontakter og arrangementer.
Stk. 2. Foreningen arbejder for at kunne tiltrække nye virksomheder og borgere i fællesskab med Halsnæs Kommune. 

§ 3. Medlemskreds & kontingent 

Stk. 1. Enhver virksomhed og organisation med tilknytning til Halsnæs Kommunes erhvervsliv kan blive medlem.
Stk. 2. Kontingentets størrelse besluttes af de fremmødte virksomheder på den årlige generalforsamling.
Stk. 3. Foreningen fører medlemslister, og disse lægges på Erhvervsnetværkets hjemmeside. 

§ 4. Generalforsamlingen 

Stk. 1. Generalforsamlingen er Erhvervsnetværkets højeste myndighed.
Stk. 2. Der afholdes én gang årligt ordinær generalforsamling i Erhvervsnetværket inden udgangen af maj måned.
Stk. 3. Datoen for afholdelsen af den ordinære generalforsamling skal offentliggøres senest fire uger før på erhvervsnetværkets hjemmeside.
Stk. 4. Endelig dagsorden med evt. bilag skal være medlemmerne i hænde via e-mail senest på ugedagen to uger før generalforsamlingens afholdelse.
Stk. 5. Dagsordenen skal som minimum indeholde følgende punkter: 

Valg af dirigent.
Bestyrelsens beretning.
Godkendelse af årsregnskab
Fremlæggelse af budget
Fastsættelse af kontingent
Behandling af indkomne forslag.
Valg af medlemmer til bestyrelsen jf. §§ 5 og 6.
Valg af medlemmer til Erhvervspanelet jf. § 10
Valg af suppleanter.
Valg af revisor og revisorsuppleant.
Eventuelt. 

Stk. 6. Forslag som ønskes behandlet på generalforsamling, skal være Erhvervsnetværkets formand i hænde senest tre uger før generalforsamlingen. Samme frist gælder også forslag til vedtægtsændringer. Forslag skal være fremsendt skriftligt.
Stk. 7. Stemmeberettigede er samtlige virksomheder og organisationer, som er til stede på generalforsamlingen og som ikke er i restance med kontingentbetaling.
Stk. 8. Hver virksomhed og organisation har én stemme og der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Stk. 9. Generalforsamlingen træffer beslutning med simpelt flertal blandt de deltagende medlemmer.
Stk. 10. Ved stemmelighed bortfalder forslaget. 

§ 5. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter 

Stk. 1. Valget af bestyrelsesmedlemmer og disses suppleanter sker ved håndsoprækning. De, der får flest stemmer, er valgt til bestyrelsen.
Stk. 2. Såfremt der er flere opstillede kandidater end det antal bestyrelses- eller suppleantposter, der er på valg, kan ethvert tilstedeværende stemmeberettiget medlem forlange at valget skal ske skriftligt.
Stk. 3. Ved skriftlig afstemning stemmes der om alle ledige pladser på én gang og en stemmeseddel er kun gyldig, hvis den indeholder det antal navne, der svarer til det antal pladser, der stemmes om. Blanke stemmer betragtes som afgivne stemmer.
Stk. 4. Ved stemmelighed afsluttes valget ved lodtrækning. 

§ 6. Bestyrelsens sammensætning og konstitution 

Stk. 1. Bestyrelsen består af i alt tretten medlemmer og sammensættes således:
Syv repræsentanter fra erhvervslivet, der vælges af og blandt erhvervsnetværkets medlemmer. Der vælges fire repræsentanter i lige år og tre repræsentanter i ulige år. Bestyrelsesmedlemmerne vælges for en toårig periode på den ordinære generalforsamling.
Derudover skal der være en bestyrelsespost til følgende foreninger:

  • Frederiksværk Rotary
  • Hundested Erhverv
  • Frederiksværk håndværker- og industriforeningen
  • Frederiksværk Handel
  • Frederiksværk Byforum
  • Spisekammer Halsnæs

Disse foreninger udpeger selv deres repræsentant til Erhvervsnetværkets bestyrelse.

Ved hver ordinær generalforsamling vælges tillige op til tre suppleanter. Disse vælges for ét år ad gangen.
Stk. 2. Senest på ugedagen to uger efter generalforsamlingen afholder bestyrelsen konstituerende møde.
Stk. 3. På det konstituerende møde udpeger bestyrelsen – for ét år ad gangen – fra sin midte en formand og en næstformand og fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 4. I alle tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende. 

§ 7. Ekstraordinær generalforsamling 

Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling afholdes når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer eller 1/6 af erhvervsnetværkets medlemmer kræver dette.
Stk. 2. Anmodningen skal være begrundet og skal fremsættes skriftligt overfor bestyrelsesformanden.
Stk. 3. En ekstraordinær generalforsamling i medfør af §7, stk. 1 og 2 skal afholdes senest fire uger efter, at anmodningen er kommet til formandens kendskab.
Stk. 4. Fristen for indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling er to uger. 

§ 8. Vedtægtsændringer 

Stk. 1. Forslag til vedtægtsændringer skal fremgå af dagsordenen jf. også § 4, stk. 6.
Stk. 2. Vedtægtsændringer kan besluttes af generalforsamlingen, når minimum 2/3 af Erhvervsnetværkets medlemmer er mødt frem og når 2/3 af disse stemmer for ændringen.
Såfremt 2/3 af de stemmeberettigede ikke er repræsenteret på generalforsamlingen, men forslaget dog er vedtaget af 2/3 af de repræsenterede stemmeberettigede, skal bestyrelsen ind- kalde til ekstraordinær generalforsamling. Forslaget kan her vedtages af 2/3 af de repræsenterede stemmeberettigede, uanset disses antal. 

§ 9. Opløsning 

Stk. 1. Opløsning af netværket kan ske, hvis 2/3 af de tilstedeværende, på to hinanden følgende generalforsamlinger beslutter dette. 

§ 10. Halsnæs Kommunens Erhvervspanel 

Stk. 1. Netværket vælger blandt sin midte 2 repræsentanter til at repræsentere netværket i Halsnæs Kommunes Erhvervspanel, så længe det består. Repræsentanterne vælges for2 år ad gangen.
Stk. 2. Repræsentanterne vælges på den årlige generalforsamling.
stk. 3 .Ved udtrædelse i en valgperiode, vælger bestyrelsen blandt sin midte en ny repræsentant indtil denne kan vælges på den kommende generalforsamling.

Vedtaget på Erhvervsnetværket F5s generalforsamling 2024